Stand-Up Comedy

Jeg begyndte med at lave Stand-Up comedy på DIN's i 1989. Og har siden turnéret landet tyndt og optrådt på de fleste danske stand-up scener som Boltens Gård, Comedy Zoo, Comedy Store og de danske "offentlige" scener og på DR, TV2 og TVDanmark.


I dag er jeg pga. min enormt høje alder (!) frivilligt pensioneret fra offentlige café og klub shows, og turnerer nu med specialskrevne shows der er skrevet til hver enkelt kunde. Her kan jeg nemlig kombinere min erfaring, trang til research, skuespil, manuskriptskrivning og Stand-Up på bedste vis. Men jo, jo - jeg er da frisk på at blive støvet af på landets Stand-Up Scener når der kommer en konkret opgave.


Jeg er en læse-lærehest og drager enorm nytte af underlig viden når jeg laver mine shows. Mit CV har både en fortid som fotohandler, kinesisk medicin studerende, fægter, fængselslærer, linedanser, radiovært, julenisse og trylleassistent på samvittigheden. Senest har jeg taget en akademiuddannelse i HR. Man skulle jo nødigt kede sig!



Stand-Up Comedy


Efter en grundig briefing fra en "muldvarp" skrives showet til jer - om jer og for jer. Firmaer eller privatpersoner bestiller og bestemmer lige præcis hvad showet må og skal handle om. Hvad enten det er en kick-off eller en firmafest - måske med en overraskende indgang som "den nye LEAN konsulent" den "vrede nabo" eller "den hæse norske sælger".


Eksempel: For Gillette var jeg den "vrede ornitolog" der stoppede en firma frokost fordi gæsterne larmede så "Råbjerg-svalen" ikke kunne nå 2. yngleperiode (!) om sommeren. Muldvarpen begyndte at diskutere med mig, og resten af sælgerne blev stiktossede på ornitologen og hendes håbløse argumenter. Til stor lettelse afslørede hev jeg parykken af efter ca 7 minutter. Heldigvis var den mest brovtende sælger også ham de andre havde mest materiale om! Alle kunne grine af sig selv - og missionen var fuldført; et show der handlede om at holde god tone, selvom kunder ikke altid er lige positive! 


Et show kan f.eks også handle om et emne som ligestilling, som det var hos Ballerup Kommune;


Dagen sluttede i det mere festlige hjørne med Danmarks første kvindelige stand-up komiker Dorte Rømer, der også er skuespiller og fægtetræner. Hun troede ikke på ligestilling, men på ligeret.

På en festlig måde fik hun ført os igennem mange eksempler på ligestilling fra sin egen hverdag.




Dorte Rømer, St. Peter og Jack D - eller Det Store TabuShow



Dette foredragsshow byder på en usædvanlig rejse som menneske. Fra smerten omkring et liv i skyggen af alkohol til lyset på scenen. En verden som cirkusartist, til en skuespil- og stand-up karriere - og mødet med døden og livet der går videre på jorden og i høj grad "på den anden side". Dorte Rømer arbejdede i en årrække med Matthew Smith, kendt fra Åndernes Magt, og har siden holdt fast i en lille chat med de døde i ny og næ. 

Det er ikke en case-story, men en stærk personlig kærlighed til livet der har udviklet Dorte Rømers undervisningsmodel "ZLT" - Zest for life training.


Varighed ca. 1 1/2 time.




I  forbindelse med et patient arrangement blev jeg hyret til at optræde med foredraget; ”Dorte Rømer, Skt. Peter og Jack D” . Idet kunden og publikum primært var/er kræftpatienter blev jeg bedt om at målrette omkring dette emne


Sprudlende, medmenneskelig, viis, underholdende og med hjertet på rette sted, er nogle af de ord, der falder mig ind, efter at have oplevet Dorte Rømer på slap line.


Hun evner at fremlægge modgang og nedture i livet, på så morsom en måde, at man glemmer det sørgelige budskab og lader sig rive med og slipper latteren løs.


Men bag en vidunderlig sort humor, fornemmer man klart alvoren over livets op og nedture.  En hårfin ballance, som hun på mesterlig vis, evner at holde.

At opleve Dorte Rømer, er underholdende i sig selv. Men lige så spraglet og sprudlende hun er på en scene, lige så mange facetter er der i hendes evner inden for menneskekundskab, sygdomsforståelse, og universets mysterier.


Absolut anbefalelsesværdig at opleve.

Kate Bille

Kredsansvarlig

Kræftforeningen Tidslerne